Mediefag, C

Til Søgning
Pris: DKK 550,00

Om faget

I mediefag arbejder du med levende billeder i teori og praksis. Du lærer at analysere levende billeder og at lave dine egne film.

Fagets to dele hænger tæt sammen. Når du har lært at analysere teoretisk, bliver det lettere selv at planlægge og producere film, og modsat bliver du bedre til at se og forstå film og tv, når du selv har været igennem produktionsprocessens mange udfordringer.

I løbet af året opbygges din teoretiske viden. Målet er, at du får de nødvendige redskaber til at analysere, vurdere og perspektivere både fakta- og fiktionsfortællinger. Du kan f.eks. blive præsenteret for thriller og true crime.

I den praktiske del opøves færdigheder i at udtrykke sig visuelt, skabe filmiske fortællinger og dokumentere virkeligheden. Manuskriptskrivning, dramaturgi, kameraarbejde, lydoptagelse og redigering vil være nogle af de områder, du vil få færdigheder i. I mediefag er innovation en fast del af den daglige rutine.

Afsluttende fremstilles en eksamensproduktion, der danner udgangspunkt for en del af prøven i faget.

Eksamen

Eksamen består af to dele:

  • En praktisk del, hvor den eksamensfilm, du har lavet individuelt eller sammen med en gruppe, danner grundlaget for en gruppeeksamen. Her skal I være reflekterede omkring de valg, I har truffet i forbindelse med udarbejdelsen af filmen.
  • En analytisk del, hvor du individuelt skal analysere et filmklip. Du får til denne del 30 minutters forberedelse og den efterfølgende eksamen varer ligeledes 30 min.

De to dele af eksamen vægtes ligeligt, så halvdelen af din karakter udgøres af din eksamensfilm og samtale herom, mens den anden halvdel udgøres af din analyse af filmklippet.

På mediefag på fjernundervisning er et vist kendskab til almindelige computerfærdigheder en fordel.

Adgangskrav

Du kan tidligst blive optaget på HF-enkeltfag, et år efter at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse eller har modtaget tilsvarende undervisning.